Sysiden no 29 - Juli - August 2018
Hurtigt syede toppe & kjoler
I tema 29 får du mønstre på toppe og kjoler, der er nemme og hurtige at sy, så du hurtigt kan sy lidt lækkert tøj til din feriegarderobe – og det dur også til efter ferien.
Vi har lavet to mønstre på toppe, der nemt laves til kjoler efter vejledningerne i magasinet.
Den ene er en hurtig syet bluse med flæseærmer (og man kan bestemt udelade dem, hvis man ikke synes om flæser) til tyndt vævet stof.
Halskanten afsluttes med skråbånd klippet i stoffet, så den er hurtigt fixet. Vi har syet den i silke, men den er også rigtig god i viskose og andre stoffer, der falder blødt.
Blusen kan nemt forlænges til kjole, og vi viser dig hvordan du kan tilføje endnu flere flæser til den så du får den helt rigtige flæsekjole til sommerens fester.
Det andet mønster er på en jersey-top med slå-om effekt og ribkanter.
Toppen har en dyb udskæring og er flatterende til rigtig mange kropstyper. Især hvis man sørger for at overskæringen rammer lige det rigtige sted – og det viser vi dig hvordan du kan gøre i magasinet på side 19. Toppen med slå-om effekt gør sig også rigtig godt som kjole og på side 65 viser vi dig, hvordan du tilføjer længde og vidde til mønstret, så du får den helt rigtige kjole til dig!
I magasinet kan du også lære hvordan du tilretter mønstre, der ikke har indsnit, til din krop og så viser vi dig selvfølgelig alle syteknikkerne trin-for-trin.